© Karen Boesen


Danmarks regering 2010 – 2011


Hvad er problemet?

På efterhånden talrige opfordringer, vil jeg ganske kort skitsere det horoskop, som vores nuværende regering er kommet til verden på 23. februar 2010. Dette tidspunkt betyder, at den har en levetid på mindre end 2 år, da vi senest skal have valg i oktober/november 2011.


Hvorfor tager beslutningstagere ikke astrologien til hjælp?

Det spørgsmål tror jeg, at de fleste astrologer stiller sig selv, når de præsenteres for et horoskop, som så langtfra er optimalt, når det handler om at tilgodese de mål, som vi i dette tilfælde må formode, at den nye regering har, set i relation til deres målsætning om at regere landet , og formentlig også helst vinde næste valg, fordi deres indsats er af en sådan karakter, at den værdsættes og ønskes videreført af den danske befolkning.


Men dette horoskop og dermed denne regering, er kommet til verden med et meget stort problem, som, bortset fra alt det, som er rullet op for nuværende omkring både Venstre og de Konservative har at gøre med magtmisbrug. Det er nok desværre noget, som de fleste magthavere kan lade sig friste af, men det kan jo også få som konsekvens, at den ender med at grave sin egen grav. Formår regeringen ikke at rydde op internt og vedgå sig de utroligt belastede aspekter, som den er etableret under, fristes jeg næsten til at sige, at den risikerer at gå i opløsning.

 

Horoskopet er skruet sådan sammen, at der ikke er noget, som regeringen kan gøre for at undgå, at alt det snavsede linned kommer frem i dagens lys. Afsløringerne kommer simpelthen rullende i en lind strøm, mere eller mindre som et lyn fra en klar himmel. Sikkert også overraskende for regeringens egne medlemmer, der troede at alt var godt gemt og glemt.


Hver en sten bliver vendt.

Det mest markante aspekt i regeringens analyse, er et aspekt, der har som konsekvens, at alt det, som regeringsmedlemmerne, herunder især statsministeren og vicestatsministeren, har begravet tidligere, nu mere eller mindre kommer op til overfladen, og derfor naturligvis fordrer, at de pågældende drages til ansvar. Der skal, for at sige det lidt populært, helt nye boller på suppen, hvis regeringen ønsker at holde tiden ud, og meget kunne indtil nu, oktober 2010, tyde på, at de ikke har lært lektien. Vi har allerede set, at topministre herunder statsministeren, er blevet afsløret i tidligere at have tilbageholdt vigtige oplysninger fra sundhedsministeriet, som skulle tilgå rigsrevisor. Vicestatsministeren har undskyldt, at hun har løjet for Folketingets medlemmer i samme sag, og vi befinder os næsten som borgere i en tilstand, hvor vi fristes til at spørge, om regeringens medlemmer helt har mistet den smule etisk sans, der trods alt gerne skulle være landets ledere til del.


Det er vel også unødvendigt at sige, at fortsætter man med den attitude, så graver man sin egen grav. Alt hvad der, for denne regering, har at gøre med position og status, er i færd med at smuldre, og det bliver værre endnu. Hvis magthaverne ikke forstår, at der virkelig er behov for at sadle om, vil de uden tvivl miste den sidste rest af respekt i befolkningen.


Det bliver værre endnu!

De aspekter, der udløses i regeringens horoskop her i de kommende 3 – 4 måneder, er, om ikke katastrofale, så dog så barske, så jeg næsten fristes til at spørge mig selv, om det er en regering, der

kan overleve.


Drejede analysen sig om en privat person eller en virksomhed, ville jeg nok mere end antyde, at der er en stor risiko for, at en skilsmisse eller opløsning af et forretningspartnerskab lurede lige om hjørnet. Da vi her har at gøre med en regering, vil aspekterne kunne tolkes i retning af, at det kan være overmåde vanskeligt for regeringen at opretholde et godt forhold til sit støtteparti Dansk Folkeparti, og at man ikke fra den kant skal regne med, at man vil blive ved med lukke øjnene for regeringens misbrug af skatteydernes penge.


Vi har gang på gang set, at det er svært for regeringsmedlemmerne at holde sig på dydens smalle sti i forbindelse med beslutninger, der beskæftiger sig med rigets økonomiske forhold. Og jeg kan forsikre Dem for, at det ikke bliver lettere her omkring årsskiftet at holde dette misbrug skjult..


Her er der lagt op til, at de problemer, som vi i øjeblikket præsenteres for, bliver langt værre. Og selv om det astrologiske billede ikke er entydigt negativt frem til midten af februar måned 2011, så vil jeg dog nok understrege, at de spændingsbetonede indflydelser er langt de stærkeste. Og det pibler frem fra alle kroge med problemer, hvor økonomi, samarbejde regeringspartierne imellem, den offentlige sektor og de regler, der her er en del af spektret, som det vi har set med rigsrevisor, kan komme op til overfladen igen, og måske give regeringen langt større problemer, end dem vi hidtil har været præsenteret for.

Var jeg beslutningstager i regeringen ville jeg også gøre, hvad jeg kunne for at please Danske Folkeparti, så meget som jeg overhovedet kunne. Måske ville en regeringsrokade også kunne komme på tale, jf. de aspekter, som jeg netop havde gennemgået.


Skal vi have valg i begyndelsen af 2011?

Nu er der ikke noget, der tvinger regeringslederen Lars Løkke Rasmussen til at udskrive valg, med mindre hans regering kommer i mindretal/bliver præsenteret for et mistillidsvotum, og så barske tror jeg ikke, at aspekterne er, men de er voldsomme nok til, at regeringen kommer helt i knæ, indenfor de førnævnte områder. Men på samme tid, vil jeg nok sige, at er de i stand til at holde skindet på næsen, og komme videre, går de ind i en ny epoke i regeringens levetid, hvor der bliver sadlet om, og man påbegynder en periode, med langt mere iderigdom, kreativitet og udvikling på den positive front, end tidligere. Men er det den samme regering? Det vil jeg nok stille et stort spørgsmålstegn ved. Men skal der udskrives valg før tiden, vil det være omkring årsskiftet, at der er den største risiko tilstede. Kommer det senere, men før oktober/november, vil det være et valg man træffer. Ikke et valg, som man tvinges til at træffe.