NyBolig

© Karen Boesen


Pluto rydder bordet – ligesom Spar Fem!

Sommeren 2005 har måske ikke været den varmeste danskerne har oplevet, med mindre man har været ejendomsmægler. Især har mæglerne i Nybolig oplevet at blive trukket gennem mediernes vridemaskine, da det kom frem, at et af deres kendteste ansigter, et af de mest succesfulde og beundrede, ikke levede op til god forretningsskik. Mægleren var Hanne Nørrisgaard, der tidligere havde været et stort aktiv for kæden, men som nu blev en ligeså stor belastning.


I korte træk havde Hanne Nørrisgaard forsøgt at spekulere i boligmarkedets høje priser, der steg og steg, og hun blev beskyldt for, at hun annullerede en del handler i Sadolin Parken på Amager, en bebyggelse, der var under opførelse, for derefter at tilbyde de tidligere købere lejlighederne igen til en langt højere pris, end den, som de oprindeligt troede, at de havde købt til. Dette fik pressen på banen, og de forsmåede købere truede med sagsanlæg. Senere i forløbet kom det frem, at grundene yderligere var foruret, og at ansvaret for at foretage prøver af forureningen èn gang årligt også skulle pålægges de intet anede købere med en deraf følgende ekstra udgift. Hele historien involverede ikke kun den omtalte mægler, men trak naturligvis hurtigt Nybolig ind i sagen.


Min første tanke, da skandalen tog sin begyndelse, var den, at dette var en helt klassisk Pluto - historie. Den indeholdt alle de ingredienser som denne planet normalt beskæftiger sig med. Her kan eksempelvis nævnes, at mere eller mindre fordækte forhold altid kommer frem i dagens lys, når Pluto er på banen. ( Brixtoftesagen i Farum er et glimrende eksempel på, hvad der sker, når denne planet ruller sig ud).

Har indehaveren ikke rent mel i posen, kan man være helt sikker på, at der ikke er en sten, der ikke er vendt, når først planeten har øvet sin indflydelse. Nok så mange bortforklaringer kan ikke redde virksomheden eller personen. Nybolig, der i sidste ende ligger navn til hele misæren, kommer givet til at bøde for Sadolin Parkens mange uetiske og dermed belastende forhold. Pluto beskæftiger sig med økonomi,

banker, forsikringsselskaber, svindel og alt det, der ikke tåler at se dagens lys. En rigtig undergrundsplanet, hvilket i denne sag fremkom i helt konkret skikkelse. Jf. den forurenede grund. Jyske bank og Spjeldnæs-sagen var også en klokkeklar Plutoaffære.

Det samme er sagen om for mange og uigennemskuelige tilsætningsstoffer i produkterne fra Skandinavisk Tobakskompagni.


Kort Historisk Tilbageblik

Det kræver ofte en stor arbejdsindsats at lægge sig fast på et tidspunkt for en virksomhed, som astrologen kun kender fra pressen og de få oplysninger, der er tilgængelige i officiel sammenhæng.

Som astrologer skal vi jo ikke kun have en etableringsdato men også et tidspunkt for virksomhedens start. Dette finder man ofte frem til sammen med virksomhedens ansvarlige, når vi taler om en klient, og det kan være en meget langsommelig proces, selv i disse tilfælde, hvor vi jo har mulighed for at spørge til råds. Det har vi ikke mulighed for i en analyse af denne type.


Jeg henvendte mig telefonisk til Nybolig og fik opgivet nogle få datoer, der kunne være relevante i forbindelse med at udvælge etableringshoroskopet. Tidspunkter var der ikke mulighed for at fremskaffe. Ej heller begivenheder der eventuelt kunne anvendes ved en korrektion.


Nybolig ejes i dag af Nykredit. Man oplyste man mig om, at ejendomsmæglerfirmaet oprindeligt var etableret i Aarhus den 1. september 1965 af ejendomsmægler Jens Nielsen. Navnet Nybolig kom først til senere. Jens Nielsen gik i 1988 ( dato ukendt ) ud og etablerede en kæde med sit koncept, der den 30. juni 1989 blev købt af Nykredit. Kæden fik i 1994 navnet Nybolig. ( Dato ukendt.)


Disse oplysninger gav mig kun mulighed for at arbejde med to horoskoper. Nemlig horoskopet for den 1. september 1965 og horoskopet for den 30. juni 1989, hvorfor jeg naturligvis begyndte med at opstille begge horoskoper for at forsøge at pejle mig ind på, hvilket af dem, der eventuelt kunne have udløst en situation som den, der her kom væltende frem i medierne.


Det perfekte ville naturligvis have været, at vi også havde haft mulighed for at studere horoskoperne for den berørte ejendomsmægler, men mit indtryk var, at Hanne Nørrisgaard ikke var interesseret i at stille sig til rådighed for pressen, hvorfor jeg ikke gjorde mig nogen forestilling om, at hun ville være mere imødekommende overfor en astrolog.

Jeg har valgt udelukkende at koncentrere mig om Nybolig`s horoskop, da kæden har lidt betragtelig skade på sit omdømme i denne sag, ja, man kan vel tale om, at hele branchen har fået et ordentligt skud for boven, når vi taler troværdighed eller mangel på samme, og det kunne være interessant at se, hvilke astrologiske konfigurationer, der lå til grund herfor. Ville min Plutoteori holde? Eller ville andre planeter være

mere dominerende? Under alle omstændigheder måtte horoskopet være ret belastet for at sådanne begivenheder kunne finde sted.


De astrologiske fakta i Nybolig`s horoskop

Jeg opstillede både horoskopet for 1965 og for 1989 for at danne mig et overblik over, hvilket af dem, der var det mest valide. Den astrologisk kyndige kan selv prøve at kigge på horoskopet for 1. september 1965 i Århus kl. 9,00 morgen, som jeg valgte som det mest realistiske tidspunkt for åbningen.

Dette horoskop indeholder ingen aspekter, der på nogen måde vil være i stand til at udløse noget, der blot tilnærmelsesvis kan forklare en situation som den Nybolig kom i i forbindelse med Nørrisgaardsagen, hvor også ledelsen, der skulle kommunikere med offentligheden, lod en del tilbage at ønske.

Min begejstring var derfor stor, da jeg opstillede horoskopet for den 30. juni 1989 kl. 8,00 ( oplyst af Nykredit ) i København og her i det progressive horoskop fandt, hvad jeg var overbevist om måtte være en del af billedet, nemlig de omtalte belastede aspekter fra planeten Pluto. Der dukkede yderligere problematiske forhold frem i dette horoskop, som jeg opstillede for den 15. juni 2005.

Nu vil jeg dog her indskyde, at vi jo skal huske, at der ikke i denne sag tilsyneladende er begået noget ulovligt. Sagen drejer sig alene, i hvert fald for nuværende, om etik, moral, finansielle forhold, griskhed og overtrædelse af de regler, der burde være uskrevne for alle sælgere, der formidler en vare, der for de fleste almindelige mennesker, hører til blandt de vigtigste og dyreste i deres liv, nemlig købet af deres

hjem – åbenhed og fairness.


Etableringshoroskopet for Nybolig er for så vidt ikke så dårligt, uantastet at man sikkert ikke har betjent sig af astrologisk ekspertise ved opstarten. Virksomheden er etableret i Krebsens tegn ( jord & fast ejendom ). Månen bliver derfor dominerende og med dens placering i 10. hus ( målsætning ) i Tyrens tegn ( finansielle forhold, indtjening og værdier) har man som boligkæde et glimrende udgangspunkt. Solen er

yderligere placeret i 11. hus, der er det stærkest besatte i horoskopet, og her er man sædvanligvis orienteret mod grupper/teams, hvilket jo er en udmærket konstellation for en paraplyvirksomhed med mange selvstændige mæglere?.


Yderligere har Nybolig nogle af de klassiske succesaspekter, der jo også har karakteriseret organisationen hidtil. Problemerne i horoskopet ligger i Solens (Ascendanthersker) spændingsbetonede indflydelser, fordi vi her finder lederstrategien og profilen. Den er stærkt hæmmet ikke mindst i forhold til den eksterne kommunikation, der slog totalt fejl, da kæden skulle forklare sig overfor offentligheden.


Astrologisk diagnose & prognose

De astrologiske indflydelser fremgår af boksen andetsteds på siden. De aspekter jeg kort vil kommentere er spændingerne til Jupiter, Mars og Ascendanten/Neptun.

Spændingen fra transit-Pluto til Jupiter er helt klassisk, når vi vurderer, hvad der er sket hidtil i forbindelse med Nyboligsagen. Der er problemer med etik, moral, de skrevne som de uskrevne love, og Pluto udrenser bl.a. alle de sygdomstegn, der er i organisationen omkring disse temaer. Bringer tingene frem i dagens lys, især i denne sammenhæng, hvor vi også har at gøre med finansiering, værdier og andres økonomiske ressourcer. Retslige, juridiske tovtrækkerier er også et markant træk ved Jupiter og et af dens vigtigste domæner.


De erfaringer man har gjort sig allerede gennem denne mediestorm, har også påvirket den overordnede målsætning negativt via spændingen fra MC-aksen til planeten Mars, der hersker i 10. hus, og hvor der igen henvises til problemer med lederrollen.

Den ekstremt uprofessionelle kommunikation til offentligheden er i høj grad påvirket af planeten Neptun, der er forbundet med forvirring, uklarhed, mangel på stringens og en klar og tydelig markering af, hvilke standpunkter man eventuelt har og havde i Nybolig. Man kom for sent på banen og var ikke i stand til at tone rent flag, men viklede sig i stedet ind i mange uklare og forblommede udtalelser.


Denne årsprognose indeholder, naturligvis kunne man næsten sige, også en del positive aspekter, det er sjældent, at man ser et horoskop, der udelukkende er spændingsbetonet, men det, der er pointen her, i hvert fald efter min mening og min erfaring, er, at disse aspekter ikke slår igennem. Gør de det, er det i hvert fald ikke særligt gennemgribende, når Pluto dukker op i al sin magt og vælde.


Som overskriften tilsiger, så rydder Pluto bordet og sætter helt og holdent dagsordenen.

Man kan dog i Nybolig glæde sig over, at denne markante konstellation er overstået omkring årsskiftet 2005/6.

Prognosen, når vi ser på Pluto, varsler også problemer indenfor de kommende 2 – 3 år, forudsat at etableringshoroskopet er korrekt. Her vil man blive tvunget til en måske endnu større hovedrengøring end for nuværende, måske en total omstrukturering af det koncept, som kæden drives efter. Her skal der virkelig tænkes i nye baner og forventes en påtvungen, dybtgående udrensning af den tidligere

målsætning.


Så et godt råd til Nybolig og mæglerne ville være at tage ved lære af den proces, som man her har erfaret, og måske få udarbejdet et etisk kodeks, samt ikke mindst en politik for, hvorledes kommunikationen med offentligheden skal foregå i krisesituationer.


Efterskrift

Efter, at denne artikel er skrevet har Erhvervs – og Selskabsstyrelsen udtalt, at Hanne Nørrisgaard har overtrådt sin oplysningspligt overfor køberne ved at undlade at fortælle, at hun både var ejendommægler og medsælger af lejlighederne i Sadolin Parken. Dermed har hun overtrådt loven.

(Jupiter) Afdækning af sagen (Pluto).