|
b b bb b
|
| Klientinterview
Lone Meier
©
Karen Boesen |
Lone Meier er selvstændig erhvervskvinde. Hun
driver i dag ejendomshandel og ejer en restaurant. Hun har pt. 10 ansatte. Hun har tidligere studeret
jura og arbejdet bl.a. som privatdetektiv, med bogholderi i et vekselererfirma og som korrespondent
i ØK i sin snart 25-årige erhvervskarriere. Lone Meier har anvendt erhvervsastrologi siden 1994
og har ikke brugt andre former for konsulentassistance i sine virksomheder.
Hvorfor valgte du
at kontakte en erhvervsastrolog (frem for f.eks. en anden form for konsulentassistance)?
Oprindeligt kontaktede jeg en astrolog for at få lagt personligt horoskop
og siden horoskoper for min familie. Resultaterne og rådgivningen derfra
- der var præcis, objektiv og matematisk funderet - gjorde, at jeg ønskede
at udvide rådgivningen til også at omfatte mine virksomheder.
Var der noget særligt
i virksomhedens udvikling, der ansporede dig til at vælge at kontakte
en erhvervsastrolog?
Ja, jeg havde et tvivlspørgsmål. Jeg overvejede at sælge en del af min
forretning, og jeg ville sikre mig, at salgstidspunktet var det rigtige.
Hvad mener du, at
erhvervsastrologien kan bidrage med i din virksomhed?
Som nævnt før, oplever jeg, at erhvervsastrologisk rådgivning er videnskabeligt
baseret og objektiv - hvad en række andre konsulentydelser ikke nødvendigvis
er. Med erhvervsastrologien får jeg en oversigt over, hvilke aspekter
der berører hvilke dele af min virksomhed på givne tidspunkter - og så
kan jeg i øvrigt drage mine egne konklusioner og træffe mine egne beslutninger.
Jeg bibeholder selv ansvaret for driften af min virksomhed. Derudover
kan jeg lide at have det langsigtede perspektiv, frem for brandslukning.
Og erhvervsastrologien er den eneste form for rådgivning, der kan fortælle
mig, hvornår jeg kan udføre forskellige planer - eller hvornår jeg skal
undlade at gøre det.
Kan du erhverve denne
type rådgivning fra et ikke-astrologisk konsulentfirma?
Nej, det mener jeg ikke, at jeg kan. Jeg oplever, at andre typer af konventionel
konsulentassistance ofte er meget subjektive - helt afhængigt af den enkelte
konsulents niveau og eventuelle "kæpheste" - og at disse former for rådgivning
egentlig ikke levner mig et frit valg. Desuden forekommer det mig, at
der i mange konsulenthuse i stort omfang er ansat meget unge mennesker,
der simpelthen ikke ejer den erfaring, der er en forudsætning for at kunne
rådgive virksomhedsejere.
Kan du give nogle
eksempler på, at erhvervsastrologien har givet dig nogle råd, der afgørende
har ændret beslutningsprocessen i virksomheden?
Uden at gå i
detaljer kan jeg nævne, at jeg anvender den astrologiske rådgivning meget
i salgs-/købssituationer med henblik på timing, og det har givet mig gode
resultater.
På hvilke områder
anvender du erhvervsastrologi?
Jeg anvender fortrinsvis erhvervsastrologisk rådgivning til strukturanalyse
af mine virksomheder, til strategisk planlægning og til opstartstidspunkter.
Er der nogen årsager
til, at der er områder, du eventuelt har fravalgt?
Jeg har endnu
ikke benyttet erhvervsastrologien til medarbejderudvælgelse. Det skyldes,
at jeg ikke har haft behov for at ansætte medarbejdere på så højt et niveau,
at der er mening med det. Skal jeg på et tidspunkt ansætte en leder, vil
jeg bestemt benytte erhvervsastrologien i udvælgelsesprocessen. Blandt
andet for at sikre mig, at den person, jeg har i tankerne, har et fornuftigt
årshoroskop et par år frem, samt et personligt horoskop, der sikrer, at
personen har netop de kvalifikationer, som virksomheden måtte have brug
for, og som følge heraf er en økonomisk funderet investering.
Hvad er din holdning
til den kritik, der er af astrologien og dens medvirken til medarbejderudvælgelse?
At det er samfundsbestemt. Astrologien har jo mange tusinder af år på
bagen, men dogmerne i kristendommen har påvirket samfundet i retning væk
fra at anvende astrologien. Det kan fascinere mig, at astrologien - som
et af de helt få rådgivningsværktøjer - konstant bliver afkrævet beviser.
Der florerer mange former for mere eller mindre seriøse personlighedsmodeller,
som ukritisk anvendes af erhvervslivet. Uden nogen form for bevisførelse.
Astrologien er et værktøj, der fungerer - ellers ville et voksende antal
virksomheder ikke benytte denne mulighed, det er trods alt kroner og ører
vi her taler om, hvilket faktisk er ret så seriøst og konkret for de fleste
virksomhedsledere.
Er du åben om din
anvendelse af erhvervsastrologi?
Ja og nej. Ja - ingen i min virksomhed eller de myndigheder, jeg interagerer
med, er i tvivl om, at jeg anvender erhvervsastrologi. Og det er accepteret.
På den anden side ønsker jeg ikke at spilde min tid på at indgå i usaglige
diskussioner med folk, der ikke har sat sig ordentligt ind i området -
så der er situationer, hvor jeg ikke bringer erhvervsastrologien på bane.
Har du et råd til
potentielle anvendere af erhvervsastrologi?
Er man selvstændig, vil jeg bestemt opfordre til i det mindste at prøve
erhvervsastrologisk rådgivning - frem for eksempelvis den desværre ofte
ukvalificerede rådgivning, man kan få hos bankerne. Prøver man denne form
for rådgivning, vil jeg også råde til, at man sætter tid af til at lære
at bruge værktøjet rigtigt og integrere det bedst muligt i den virksomhed,
man nu har.
Hvordan vurderer du
perspektiverne for erhvervsastrologiens anvendelse i fremtiden?
Jeg tror, at
erhvervsastrologien bliver mere og mere udbredt. Der er voksende åbenhed
blandt brugerne, som er funderet i den positive erfaring, og som følge
heraf større medieomtale. Desuden er der kommet flere bøger på markedet
om emnet med flere oplysninger til potentielle brugere.
|